Det er nu 45 år siden dette epokegørende og i verdenshistorien helt enestående verk udkom. Hvordan er det blevet modtaget, og hva er sket siden da? Det er mødt med en tavshed, der ligner en sammensværgelse fra den side, der mest skulle være i stand til at forstå og værdsette dets indhold, nemlig fra præsterne og videnskabsmændene. De kender ikke bogen, har ikke læst den, men vel for manges vedkommende hørt tale om den. ”Det er ikke noget nyt, det er en slags ’gnosis’,” har jeg hørt et par præster sige, efter at jeg havde omtalt bogen. Det forklarer imidlertid intet, og der er heller ingen forbindelse med den i oldkirken og i græsk i orientalsk filosofi kendte gnosticisme. Noget andet er, at der findes en delvis lighed i læren om lys og mørke, ligesom der findes lighed med buddhismen i læren om reinkarnationen og lighed med jødedommen og med Arios og Muhammed i læren om én Gud. Men det er, fordi der i alle disse lærebygninger er glimt af en fælles sandhed. Og i Vandrer mod Lyset! Har disse fælles træk et helt andet grundlag og en helt anden udformning.

     Men det afgørende er jo slet ikke det, om det samme eller noget lignende om tilværelsen og vor stilling i denne er sagt i andre religioner eller åbenbaringsskrifter, også de spriritistiske hovedskrifter af Allan Kardec, Stainton Moses og Andrew J. Davies, eller i Martinius’ ”Livets Bog”. Nej, det afgørende er sprogets kraft og skønhed, den høje, rene tone, den mydighed, logikk og konsekvens, der gennemsyrer bogen fra det første til det sidste blad. At bogen er udkommet i fire oplag og oversat til engelsk og tysk, viser dog også, at nogle har forstået bogens værdi.

     Professor Løgstrup gør i ”Den etiske fordring” med rette oppmærksom på, at det ikke alene er indholdet af Jesu ord, der er afgørende, men den myndighed, hvormed han talte, annerledes end de skriftkloge (Matt. 7, 28-29; Mark. 1, 22). Noget lignende gælder ”Vandrer mod Lyset”, men indholdet er her med sine hundreder af enestående detaillerede oplysninger også i højeste grad forbløffende.

     Det nytter ikke, at man henviser til domprovst, dr. theol. H. Martensen-Larsen. Han har så godt som intet forstået og efter al sandsynlighed kun læst en del af ”Vandrer mod Lyset” (Hans af dødsboet solgte eksemplar af ”Vandrer mod Lyset” var kun delvis opskåret). Men ellers med en enkelt undtagelse har kirkens mænd, presse og radio været tavse med hensyn til dette store værk. Når menigmand aldrig hører en sag omtalt i radio, presse eller af de skrivende og talende kredse i folket, må han antage, at sagen ingen betydning har. Han hører og ser, hvordan mer eller mindre betydningsfulde forfattere og deres produkter omtales og belønnes i det uendelige, skønt først efterverdenen kan afgøre, om det er virkelig kunst, eller om de som Midas skulle have æseløren, fordi de bidrager til at spilde folks tid. Jeg har hørt flere sige, når jeg har omtalt værket, ”ja men det kan jo ikke være af betydning, så havde man hørt om det i radioen eller læst om det i aviserne.” Men sagen er af største betydning, hvilket også følgende kendsgerninger må kunne antyde.

     Jeg nævnte en mulig undtagelse blant kirkens mænd. Det var sognepræst, dr. phil. F. L. Østrup, jeg mente. Han skrev i sin tid er artikel i Aarhus Amtstidende, der viste stor forståelse af ”Vandrer mod Lyset”, og han har senere skrevet et par kronikker i Aalborg Stiftstidende, om samme emne. Jeg bad ham engang om tilladelse til at citere hans første artikel, som han selv sendte mig. Dr. Østrup skriver: ”Det er et imponerende stort religionsfilosofisk værk, som en ny bibel”. – ”Men al denne viden, al denne dybsindighed, al denne fagkunnskab, både på fysisk og matematisk område, hvor er det mulig, at noget menneske skulle eje den eller kunne finde på den?”

     Værket fremkom ved et indre diktat gennem Johanne Agerskov som et medium for høje ånder i den usynlige verden. Det er nok denne omstændighed, der skræmmer den lærde verden. Men sådan burde det ikke være. Det er for længst bevist atter og atter, at den menneskelige ånd overlever døden og i mangfoldige tilfælde har været i stand til at knytte forbindelser med mennesker og bevise sin identitet. Selv dr. theol. Martensen-Larsen indrømmede, at han var blevet overbevist herom, skønt han først kaldte spiritismen for blændværk. Sådan er det atter og atter gået de virkelige forskere på dette område, selv om nogle af dem udtrykte sig med forsigtighed på grund af den herskende opinion.

     De to franske nobelpristagere, filosofen Henri Bergson, der var formand for selskabet for psykisk forskning, og lægen og kemikeren Charles Richet i sit store værk ”Traité de Metapsychique”, gikk fuldt du ind for forbindelsen med de afdøde.

     Da vor hjemlige universitetsverden stadig er tavs også på dette område, og man aldrig hører dette spørgsmål, der er langt det vigtigste i tiden, omtalt ved foredrag og diskussioner i studentforeningerne, så må man spørge: hersker der en sådan utrolig uvidenhed på vore universiteter, eller er man helt uden interesse for livets store problemer?

     De danske forlag er derimod ikke ukendte med den parapsykologiske videnskab; men presse, radio, kirke og videnskab tier resultaterne i hjel eller forvansker dem. En af de sidste bøger Louise A. Rhine: ”Sindets løngange”, der giver mangfoldige eksempler på, at døde og levende på lang afstand har givet sig til kende for slægtninge og venner. Hendes mands, den verdensberømte professor J. B. Rhine’s bog ”Sjælens evner” viste, hvorledes telepati og clairvoyance med matematisk sikkerhed kan godtgøres eksperimentelt. Præsten Johannes Dragdahls ”På soret af den store virkelighed” giver et godt indblik i de psykiske foreteelser. Han mener, at mange af de bibelske mirakuløse hændelser kan forklares herigennem. Den norske professor i psykologi Harald Schjelderup har i ”Det skjulte mennesket” givet et overordentlig vægtigt bidrag til vor forståelse af det ubevidste og parapsykologien i det hele taget. Man skjønner, at det mest overbevisende for Schjelderup angående de dødes medvirken er Patience Worth. En amerikansk kvinne Mrs. Curran, uden højere uddannelse, og uden interesse for spiritisme, bliver af nogle bekendte taget med til ”borddans”, og hun viser sig at have evner som medium. Der melder sig ved bordets fremstaven af meddelelser en person, der kalder sig Patience Worth. Hun siger, hun har levet for flere hundrede år siden, og skriver nu, først ved hjælp af bord og planchette, men senere mere direkte ved diktat gennem Mrs. Curran, en hel litteratur, romaner, skuespil, digte og aforismer, der af kendere siges at være af fortrinlig kvalitet. Det mærkeligste er imidlertid, at der foruden moderne engelsk også anvendes korrekt oldengelsk, middelengelsk og dialekter, som Mrs. Curran ikke havde ringeste kendskab til. Vi ser, at tilfældet er ganske parallelt med fru Agerskovs, blot har de forskellige, men meget intelligente meddelere fra den anden verden.

     Blant nyere bøger må vi ikke glemme John Björkhems ”Det okkulte problem” med forord af Jacob Paludan. Björkhem var først præst og dr. theol. Men da han var en ivrig forsker af parapsykologien, mente han også at have brug for en lægeeksamen. Han tog den og blev praktiserende læge, men samtidig en verdenskendt psykisk forsker i rang med professor Rhine. – En fra tysk oversat bog af Ohlhaver ”De døde lever” er stærkt overbevisende og skal i Tyskland være solgt i over tre millioner eksemplarer.

     I England skal der være dannet et særlig teologisk selskab for psykisk forskning, hvor flere biskopper er med i ledelsen. Professor Schjelderup fortæller, at den franske spiritismens grundlægger Allan Kardec fik sit billede på et frimærke, der i 1957 blev udsendt i 5 millioner eksemplarer af regeringen i Brasilien.

     Vi må heller ikke glemme vor egen historiker og psykiske forsker dr. phil. Anna Hudes engelske værk The evidence for Communication with the Dead, hvor hun siger, at det er gennem mediet Mrs. Piper’s præstationer, hun har forsøgt at bevise forbindelsen med de døde. Som bekendt var den amarikanske religionshistoriker og psykolog William James, der i flere år holdt seancer med Mrs. Piper, af samme opfattelse. Det er interessant at det er historikeren Anna Hude og ikke fysikeren Alfred Lehmann, der kommer til et positivt resultat. Allerede professor Henri Bergson gjorde opmærksom på, at fænomenerne ikke var af naturvidenskabelig art, men måtte bedømmes som en historiker eller en dommer bedømmer det skete.

     Vi kan da foreløpig pege på to danske videnskabsmænd, der begge mener, at der er bevislighed for, at de døde lever, en mand og en kvinde: dr. theol. Martensen-Larsen og dr. phil. Anna Hude. Men dette er en højst alvorlig sag. Det kan ikke nytte, man siger: vi forstår ikke beviserne. Når grundige videnskabsmænd har undersøgt beviserne og fundet dem afgørende, så er sagen bevist, og man behøver ikke at gentage tvivlen eller beviserne i det uendelige. Hvor mange forstår Newtons ”Principia”, men de tror alligevel, at det er jorden, der går rundt om solen!

     Hvorfor reformerer vore radikale teologer og kirkeministeren ikke kirkelæren og præsteløftet? Har ikke Morten Pontoppidan, Antot M. Jensen, Ryberg Hansen, Ditlef Nielsen, Arboe Rasmussen, Nicolai Blædal, Otto Larsen, Oluf Rothe, Th, Kerkegaard og mange flere for længst lært os, at kirkelæren er fejlaktig? De har sagt det du fra et objektivt teologisk og religionsfilosofisk grundlag. Kan det være en trøst, at de store forbindelser fra den åndelige verden hinsides graven, Allan Kardec, Stainton Moses og ”Vandrer mod Lyset”, siger ganske det samme.

     Men ”Vandrer mod Lyset” lærer så meget mer. Den lærer bl.a., at vi skal fødes atter og atter for at vokse i åndelig henseende og for at renses for mørket i os. Imellem inkarnationerne – åndens tilknytning til fosteret siges at foregå i den fjerde eller femte svangerskabsmåned – hviler og lærer vi i sfærerne, kugleskaller omkring jorden, men dannet af så fine ætersvingninger, at de for os er usynlige. Men der findes en langt højere klasse af ånder, af Guds først skabte børn, for hvem Jesus er fører eller konge. Disse høje ånder lader sig tid efter anden inkarnere blant menneskene for at hjælpe dem fremad. Til sidst forenes alle ånder ( i åndelegemer) på lysets mægtige kloder.

     Det var jo egentlig min gamle ven, pastor P. M. Wemmelund, jeg skulle tale om. Han var sognepræst i Buerup fra 19909-1940, hvorefter han med sin hustru flyttede til en villa i Jyderup. Han døde i 1955, og en smuk mindebog med bidrag bla.a. af dr. phil. F. L. Østrup, oberst E. H. D. Havsteen og fru M. Wemmelund blev udgivet af hans hustru.

     En dag jeg besøgte pastor Wemmelunds i Jyderup, viste han meg et brev, han havde skrevet til en gammel ven, en overlæge, om ”Vandrer mod Lyset”. Han havde en indgående kendskab til denne bog og de tilhørende skrifter, og han havde selv stillet adskillige spørgsmål, der især blev besvaret i 1. tillæg. Senere gav han mig eb afskrift af brevet, og jeg tror nok, han var indforstået med, at jeg ved passende lejlighed lod det offentliggøre.

     Reinkarnationslæren lå pastor Wemmelund meget på sinde. Den burde også betragtes som en bevist kendsgerning, idet adskillige mennesker har kunnet erindre en tidligere tilværelse og har givet detaillerede oplysninger om de, som så senere er blevet bekræftet. Et af de sidste eksempler drejer sig om en ung norsk pige, der blev kvæstet ved et biluheld, og da hun kom til bevidsthed, talte hun et helt andet for omgivelserne uforståeligt sprog.  Det viste sig at være russisk, og hun opgav at være født og død i Leningrad. En journalist rejste til Leningrad, og alle hendes opgivelser, navn, fødsels- og dødsdato, blev bekræftet.

Sognepræst P. M. Wemmelunds brev

     Bibelens Autoritet hviler mere paa dens Ælde end paa dens Indhold. Der findes i den mange værdifulde og gudbeaandede Ord; men der findes ogsaa meget, om hvilket man kan anvende Luthers Ord om Johs. Aabenbaring: ”Min Aand kan ikke forlige sig med denne Bog”. Naar Gud f. Ex. Skildres som en, der befaler Israels Folk uden Skaansel at dræbe et Lands Indbyggere og deres Kvæg (1. Sam. 15), maa jeg protestere. Det er et Vrængbillede af Gud. Cfr. 2. Krøn. 15,13: ”Hver den, som ikke søgte Herren, Israels Gud, skulde dræbes, være sig stor eller lille, Mand eller Kvinde”. Den samme Stilling maa man indtage overfor den af Paulus grundlagte og senere af Kirken hævdede Forsoninglære: Efter Guds Plan og Vilje blev Jesus, den uskyldige og syndfri, ofret for at stille Guds Vrede og sone Menneskers Brøde og Synd. Kun paa den Maade kunde Guds Retfærdighed ske Fyldest. Hvis en jordisk Fader vilde handle saaledes med sit Barn, vilde Værgeraadet sørge for, at Barnet blev fjernet fra denne unaturlige Fader, og Øvrigheden vilde anklage og straffe en saadan Fader for Børnemishandling. Overfor den Slags Paastande og Lærdomme stiller jeg Jesu Ord om Gud: ”Jeg har Lyst til Barnhjertighed og ikke til Offer” (Matt. 9, 13; 12, 7).

     Disse Dogmer er Menneskepaafund, og det maa være en lidelse for Jesu Disciple at høre den Slags Paastande fremsat, fordi Gud ved en saadan Lære Trækkes ned i Støvet og stilles lavere end et almindeligt, rettænkende Menneske. Gud er, saaledes som Jesus skildrer ham, gennemtrængt af en uendelig Kærlighed til alt og alle og en deraf følgende Medlidenhed med sine stakkels vildledte og vildfarne Børn. Han nærer ikke Vrede og kræver ikke Sonoffer for at formildes. Han kræver kun, at Mennesker angrende tyr til ham i deres Hjælpeløshed. – I ”Vandrer mod Lyset” fandt jeg et hertil svarende Helhedsbillede af Gud, Billedet af den forstaaende og med-lidende Fader, saaledes som ogsaa Jesus har fremstillet ham for os.

     Bibelen er i høj grad præget af forskellige Tiders og de forskellige Forfatteres Opfattelse og giver derfor ikke noget samlet Helhedsbillede, men mange forskellige Opfatelser af Gud og af hans Styrelse (cfr. ”V.m.L.” p. 33). Derfor falder det mig lettere at tro paa den fremstilling som ”V.m.L.” giver end paa de højst forskellige og modstridende Fremstillinger, som Bibelen giver, f. Ex. Forbud mod at dræbe og Paabud om at dræbe, Jesus Fremstilling af Gud giver mig Tryghed og Hvile. Men adskillige af de Forestillinger, som Bibelen gør seg til Talsmand for og som mange forskellige Kirkesamfund tiltræder, ægger til Modsigelse. Her træffer vi ikke den Fader, som Jesus har tegnet for os og som jeg trænger at hælde mit trætte Hoved til, men en Gud, der lægger Vægt paa Snurrepiberier og Overholdelse af liturgiske Skikke og Sædvaner. Jesus lægger Vægt paa Hjerteforholdet, og det samme gør ”V.m.L.”. Dette er Hovedsagen.

     Vil det ikke være beroligende for de mange, der er optaget af Tanken om deres forestaaende Bortgang, at kunne finde Hvile og Tryghed i den Fremstilling, som ”V.m.L.” giver af Livet hist, fremfor at skulle nøjes med de herskende, gængse af Lirken fastslaaede taagede og uklare Forestillinger om en Fremtid i en Himmel eller et Helvede, hvis Beskaffenhed ingen kan gøre sig nogen virkelig klar Foertilling om, og hvortil man ved et Diktatorbud henvises paa Grund af Antagelse eller Forkastelse af visse Læresetninger og teologiske Spidsfindigheder.

     Vi spørger efter Kendsgerninger og vil gerne have Bevis for Rigtigheden af de fremsatte Paastande og Beskrivelser. Mange af de i ”V.m.L.” fremsatte Tanker unddrager sig vor Sanseopfattelse og Erkendelsesevne, og vi maa vel da paa disse Omraader nøjes med at slutte logisk du fra det, vi finder sandsynligt, og som giver os Ro, Fred og Hvile. Cfr. ”V.m.L.” p. 323-326 og Supplement til ”V.m.L.” I p. 23-24. Dette maa vel især gælde de Omraader, der strejfer og angaar de religiøse Spørgsmaal. I alle Livets Forhold gælder, at vi ikke altid kan skaffe Beviser, men maa bygge paa Tro og paa Resultater og Erfaring som andre er naaet til.

     Paa visse Omraader gives der dog i ”V.m.L.” Oplysninger, der ved Forskning og Undersøgelse i Tidernes Løb maaske vil gøre det mulig at drage Slutninger og finde mer eller mindre tydelige Beviser for Rigtigheden af de i Bogen givne Meddelelser og derigennem bekræfte eller afkræfte Bogens Paalidelighed. Lad mig nævne:

     1. De opgivne Punkter for det sunkne Atlantis’ Beliggenhed (p. 180). Der skal bl.a. fra England ved Maaling af Havdybderne være foretaget Undersøgelser i den Retning.

     2. Beretningen om det gamle afrikanske Kulturrige, der skal være ødelagt ved et vulkansk Udbrud og begravet under Lavamasser og mægtige Klippeblokke c. 10 000 Aar f.K. (p. 182).

     3. Omtalen af Spøgeri og Varsler, der efterhaanden som Mørket elimineres vil ophøre. Da det er noget anormalt og imod Guds Ordning, vil disse Fænomener efterhaanden alle til Hobe ophøre og forsvinde (cfr. ”V.m.L.” p. 187 f.; 218 f.; 238). Om Varsler og Spøgeri hørte jeg ofte Tale i min Barndom. Jeg har selv oplevet lidt i den Retning og hørt mange troværdige og aandeligt ædruelige Mennesker berett om saadanne Oplevelser. Cfr. Evald Tang Kristensens indsamlede Materiale om disse Emner. – Mange forsøger at skrive disse Beretninger om Varsler og Spøgeri paa Overtroens Regning. ”V.m.L.” hævder dem som Kendgerninger, men de skal, efterhaanden som Mørket elimineres, forsvinde, da det er noget anormalt og imod Guds Ordning. – Allerede nu synes disse Fænomener at være ophørt.

     4. Sollyset vil langsomt fra Aarhundred til Aarhundred tiltage i Styrke og Klarhed. (”V.m.L.” p. 281).

     5. De klimatiske og meteorologiske Forhold vil efterhaanden blive mer konstante og normale, efterhaanden som Mørket afpolariseres og elimineres (p. 254). (Der opregnes endnu 13 punkter af lignende art, deriblandt Omtalen af Lourdes-kilden; men de forstaas bedre ved læsning af Bogen).

     ”V.m.L.” tager stærk Afstand fra Vulgærspiritismen og advarer mod at fremkalde (Aander) og deltage i Seancer. De indledende Skridt til saadanne skal komme fra oversanselig Side, og ikke etter incarnerede Menneskers Forgodtnefindende (”V.m.L.” p. 233). Lysets Aander benytter kun, der er ved fuld Bevidsdhed og aldrig Mennesker i Trancetilstand (p. 227).

     Det maa interessere en Læge at blive opmærksom paa, at Gud fralægger sig Ansvaret for Skabelsen af det ufuldkomne og skrøbelige menneskelige Legeme. Ved de Ældstes Fald, Selvraadelighed og Lyst til at eksperimentere med Mørkets Kræfter blev Resultatet, at Mennesket fik et ufuldkomment, skrøbeligt og forgængeligt Legeme i en Mørkets Verden i Stedet for efter Guds Tanke at skulle være opbygget af Lysets Materiale og med Hjemsted i en Lysets Verden uden Forkrænkelighed og Død (p. 11; p. 162).

     Er der noget mærkeligt i, at ingen Teolog offentlig har taget til Orde for ”V.m.L.”? Ved nærmere Eftertanke kan det næppe undre. Det har til alle Tider vist sig, at Teologerne aldrig er i Fortroppen, naar det gælder at støtte dem, der kæmper for Fremskridt og en dybere Sandhedserkendelse. Saaledes var det paa Jesu Tid og ligesaa i de følgende Tider indtil Dato. Tænk f.Ex. paa, hvad en Gailei blev udsat for fra Teologernes Side. Om Grundtvig har jeg læst, at han stadig fastholdt Middelalderens Opfattelse, at Solen bevægede sig om Jorden; this saaledes stod der jo i Skriften. Tænk paa Teologernes Kamp mod Frihed til at Tænke, tro og tale efter ens Overbevisning, deres Kamp herhjemme mod Sognebaandsløsning, Valgmenighedsloven, Lærefrihed, kvindelige Præster o.s.v. Og deraf følger Ufordragelighed med paafølgende Stridigheder overfor anderlledes tænkende, og allermest gælder det, naar Talen kommer ind paa religiøse Spørgsmaal.

     Flertallet af Teologer kræver vist, at Nutidens Mennesker i deres religiøse Opfattelse skal blive staaende paa samme lave Standpunkt, som Oldtidens og Middelalderen stod paa. Meget af det teologiske Studium er ikke en fordomsfri Søgen efter at komme til en dybere Sandhedserkendelse, men en Opøvelse og Træning i Forsøg paa at bevise Overleveringernes Troværdighed og Rigtighed. Blant disse synes kun at findes faa oprigtige Sandhedssøgere, der ene og alene sætter som deres Maal at komme til en dybere Sandhedserkendelse uden Hensyn til, om det bliver i Overensstemmelse med eller kommer på tvær saf det tilvante og hidtil vedtagne og anerkendte. Virkelige Sandhedssøgere er blant disse kun ensomme Svaler, f.Ex. Morten Pontoppidan, Arboe Rasmussen, Oluf Rothe og enkelte andre. Men saadanne har da som oftest faaet Kærligheden at føle. En mand som f.Ex. Pastor Oluf Rothe faar næppe Lov til at predike i Radioen. Jeg hørte en gang en Biskop beklage sig over, at man ikke kunde faa en saadan Præst som Oluf Rothe ”knaldet”. Fra den Side venter jeg ikke nogen Støtte i Kampen for en dybere Sandhedserkendelse. Ikke fordi de bevidst vil være uredelige, men fordi de er opdragne til at holde fast ved det bestaaende, som den eneste ufejlbarlige Aabenbaring og egentlige Sandhed. Mange Teologer staar derfor ogsaa uden Forstaaelse for den Forskertrang og Sandhedssøken, som findes hos mange ikke kirkesøgende Mennesker, der er alvorlige og sandhedssøgende Mennesker, men som netop derfor har maattet give op for meget i den kirkelige Dogmebygning. Lad mig saa yderligere angaaende dette Spørgsmaal henvise til ”V.m.L.” p. 305 og Supplement I p. 24-34 og da specielt til p. 24-29 samt Supplement II p. 120-122, hvor der ogsaa findes Antydninger om, hvorfor der ikke fra den Side kan ventes større Tilslutning.

     At jeg i et og alt har forstaaet ”V.m.L.”, vil jeg ikke sige. Adskillige Steder kunde jeg have Lyst til at sætte Spørgsmaalstegn eller ønske mer og nærmere Besked. Men bortsett fra dette har det været mig en Berigelse at besæftige mig med de her fremsatte Tanker. Adskillige Problemer har jeg derigennem faaet mer Klarhed over og Hjælp til at forstaa. Mange af de deri fremsatte Tanker var jeg allerede fortrolig med, før denne Bogs Fremkomst, f.Ex. Reincarnationstanken og Gengældelseslæren, som ogsaa begge finder Bekræftelse i Bibelen. Reincarnationen omtales eller forudsættes følgende steder i Bibelen: Jer. 1, 5; Visdomsbogen 8, 20; Matth. 11, 13 f; 16, 14; 17, 10-13; Joh. 1, 21; 8, 58; 9, 2; 16, 28; 17, 5; Rom. 9, 11-13. Fra anden Side ved man ogsaa, at Jødefolket paa Jesu Tid var kendt og fortrolig med denne Forestilling. Gengældelsesloven hentydes der ofte til i Bibelen. Der tales ofte om, at Dommen fuldbyrdes efter vore Gerninger, saal.: Sal. 62, 13; Matth. 25, 31-46; Rom. 2, 6; 1. Cor. 3, 8; 2. Cor. 5, 10. Gengældelsestanken nævnes direkte: Matth. 18, 21-35; Luc. 6, 37-38; Gal. 6, 7.

     ”Man falder ikke i Søvn over en Bog, hvori man læser sine egne Drømme”, er der en gang blevet sagt. Saaledes er det gaaet mig ved Læsningen af denne Bog. Jeg fandt deri en Bekræftelse paa adskillige af de Tanker, der havde optaget mig, og Svar paa adskillige af de mer eller mindre bevidste Anelser om Tilværelsens Hemmeligheder.

     Hvis denne Bogs Meddelelser er i Overensstemmelse med Virkeligheden, bliver der endelig Logikk og Mening i Tilværelsen, baade i Verdensopbygningen, i sin Helhed og det enkelte Menneskes Vækst, Udvikling og Tilskikkelser. Der sigtes mod et bestemt og afgørende Maal: en fuldkommen Harmoni, og engang skal dette naas. Man aner og forstaar den gigantiske Kamp, der er ført og stadig føres baade i den materielle og i den aandelige Verden mellem Lyset og Mørket, mellem harmoniske og disharmoniske Kræfter, mellem opbyggende og nedbrydende Kræfter, mellem godt og ondt.

     ”Ræk Evighedens Urværk hid! Hvor gammel kan jeg blive? Til en halvanden Times Tid de færreste det drive.” Efter Evighedens Urværk svinder et Hundrede Aar ind til noget rent forsvindende, Jo længere vi kommer frem i Udviklingen, des længere bliver vist ogsaa Afstanden mellem vore Inkarnationer. Vi flyttes gradvis over til at faa et stedse længere og længere Ophold i en højere Verden. Vi vokser mer og mer til at høre hjemme dér, indtil vi endelig tilsidst kan sige den jordiske Forkrænkelighed Farvel for bestandig. Mennesket skal successivt udvikles fra et meget lavt til et meget højt Stade.

     Vi skal ikke blot etisk naa til ikke at ville synde, øve noget egenkærligt og slet, men vi skal nå til, at det bliver vor Natur at handle udelukkende efter Kærlighedsbudets Krav. Vi vil ikke uden at skulle gøre Vold paa os selv og vor egen Natur være i stand til at øve noget ondt. Det bliver vor inderste og dybeste Lyset og Glæde at elske Gud over alt og vor Næste som os selv, at være kærlig, sand, retfærdig og god i enhver Henseende. Cfr. 1. Johs. 3, 9: ”Hver den, som er født af Gud, gør ikke Synd, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud.” Det er en lang Afstand mellem en saadan Karakter og saa et Menneske, der er fyldt til Overmaal af Egoisme, Misundelse, Had, Sadisme o.s.v., og der maa selvfølgelig en meget lang, successiv og ofte næsten umærkelig aandelig Vækst og Udvikling til, før en saa radikal Forandring og en hel diametral Motsætning og Udvikling er fuldbyrdet. Man skal naa til at være hel diametral modsat, hva man oprindelig var.