En supplerende redegørelse om Bispebrevet contra V.m.L.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Af Iver og Karsten Hagel-Sørensen

Den etterfølgende tekst er den andre av Iver og Karsten Hagel-Sørensens artikler om Bispebrevet kontra V.m.L. Denne artikkelen inneholder kommentarer til den brevvesklingen som fant sted i 1938 mellom Inger og Johanne Agerskov og forfatteren Christian Jørgensen, som stilte spørsmålstegn ved om det virkelig kunne medføre riktighet at Gud kunne komme til å avbryte all forbindelse med menneskeheten i flere millioner år dersom ikke de danske bispene aksepterte V.m.L. som sannheten. Brødrene Hagel-Sørensen påpeker også en rekke punkter der Bispebrevet etter deres mening strider klart mot V.m.L. Artikkelen representerer sannsynligvis den hittil mest omfattende analyse av Bispebrevet kontra V.m.L., og ble skrevet så tidlig som i 1972. Men den gangen ble artikkelforfatterne stående så godt som alene med sine synspunkter. Undertegnede er meget glad for å kunne presentere, med forfatternes tillatelse, alle deres tre artikler på min webside. Jeg håper med mine egne artikler å kunne fotsette i den stolte tradisjonen etter forfatteren Chr Jørgensen og Iver og Karsten Hagel-Sørensen, som gikk foran og stolte på sin egen samvittighet, der andre lydig bøyde seg for den personen de så på som et ufeilbarlig menneske: Johanne Agerskov. Jeg har fra flere hold blitt kritisert for at jeg ved å offentliggjøre bilder av Johanne Agerskov, gjør det mulig for umodne mennesker å begynne å dyrke henne som en avgud. Men hvem er det egentlig som "dyrker" Johanne Agerskov: De som hevder at hun var et ufeilbarlig menneske, hvis ord står over alt annet, eller de som hevder at hun var et meget dyktig medium, som bragte frem mange av Guds sannheter til jorden, men som samtidig var et menneske som også kunne feile? Er det ikke litt underlig at mennesker som selv har satt Johanne Agerskov opp på en pidestall og adlyder hennes meninger i ett og alt, kritiserer andre for å bidra til at hun blir utsatt for persondyrkelse? Men her kommer Iver og Karsten Hagel-Sørensens artikkel. God fornøyelse med lesingen!

                                                                                                Oslo, 14.04.07 Sverre Avnskog

Efter udarbejdelsen af den første redegørelse har vi fået kendskab til en korrespondance mellem Chr. Jørgensen og Inger og Johanne Agerskov om forholdet mellem Bispebrevet og V.m.L. I det følgende vil vi gennemgå denne brevveksling og i tilknytning hertil uddybe de synspunkter, vi gjorde gældende i første omgang.

 

Inger Agerskovs brev af 3. marts 1838:

 

Side 1 skriver Inger Agerskov (i det følgende IA):

 

”Forudsætningen, for at menneskehedens fremtidige udvikling kan blive jævnere og roligere og foregå under gunstigere forhold, når de ældste ikke længere griber forstyrrende ind, er jo udelukkende den, at menneskene har anerkendt ”Vandrer mod Lyset” og følger de anvisninger, dette værk inneholder…” – Dette har absolutt ingen støtte i V. m. L. I første supplement side 94 siges det, at ”først når millioner av mennesker ikke alene har lært ”V.m.L” at kende, men tillige derigennem fuldtud har tilgivet Ardor, fuldtud har forstået deres ansvar både over for Gud og over for deres medmennesker, samt har lært at leve deres liv i overensstemmelse med deres samvittigheds ledelse, først da kan der blive tale om en bedring m.h.t. menneskenes religiøse, etiske og moralske forståelse og livsopfattelse”, men en anerkendelse af V.m.L. er ikke en betingelse for at der kommer lysere og roligere tider for menneskene. Som det fremhæves i supplement 2 side 54 vil allerede de ældstes fjernelse fra jorden betyde, at mørket ikke længere vil tynge menneskeheden så stærkt, for da vil de ældste ikke længere kunne drage mørket til jorden, de vil ikke kunne forvirre menneskenes sind i natlige søvnfrigørelser, og Ardors æteroptegnelser vil efterhånden svækkes og miste deres magt. Side 304 i V.m.L. sides det også: ”Da mørket ikke længer har diskarnerede ”tjenere”, som kan lede menneskene ind under dets magnetiske indflydelse, kan alle, der i fuld oprigtighed vil det gode og det sande, i de kommende tider lettere undgå at lade sig påvirke heraf.” Her tales ikke om, at en anerkendelse af V.m.L. er en nødvendig forudsætning for, at mørkets indflydelse bliver ringere! Hertil kommer, at en anerkendelse af V.m.L. aldrig kan være en betingelse for, at Gud vil holde forbindelsen med os ved lige, og det er jo det, der er sagen. V.m.L. er en genvej til Guds rige, (se spm. 15 i suppl. 1), men lignelsen om vejene gælder stadig: Guds veje er mangfoldige, men de fører alle til Hans rige.

 

Side 2 skriver IA, at ”menneskeånderne har ikke selv bedt til Gud om at få del i den åndelige udvikling.” Det er jo forkert. Efter hvert liv spørges vi, om vi vil fortsætte vores række af inkarnationer på trods af de lidelser, der følger med. Og hidtil har alle svaret ja! Hvorfor? Fordi vi alle ønsker at få del i en åndelig udvikling. Vi lader os føde, selv om vi måske kommer i koncentrationsleir, fordi vi tror, det er nødvendig for os i kampen frem mod lyset, frem til Guds rige. Ingen tvinger os hertil, men vi gør det i tillid til, at Gud vil hjælpe os på denne vandring, vil bære over med os, hvis vi glemmer Ham i kampens hede, for Han kender mørkets magt, og Han ved, at vi ved overhovedet at fortsætte har vist vores gode vilje. Det virker derfor som et lammende slag at få at vide, at Gud ikke længere vil følge os i vores færden og hjælpe os.

 

Af det afsnit på side 2, der er benævnt med et 2), fremgår det, at Gud må afbryde forbindelsen med menneskene, bl.a. ved ikke at inkarnere de yngste, fordi menneskene er bedrevidende og ikke ønsker Guds hjælp. Men dette er jo forkert og har end ikke støtte i Fællesbrevet, hvor der side 5 står: ”Højere og højere lyder krævende råb til vor Fader fra de mennesker, der er nået så langt frem i åndelig udvikling, at de helt og fuldt er frigjorte fra troen på og tilliden til de gamle sagn” etc., og lidt længere nede: ”Tusinder og atter tusinder af mennesker længes efter og søger med det dybeste savn efter en renere og klarere forståelse af vor Gud og Fader.” Med andre ord: hvis man skal tro på Fællesbrevet, var der altså en udbredt længsel efter en religiøs reformation i 1938, og det er derfor umulig at se, hvorfor Gud skulle afbryde al forbindelse med hele menneskeheden, altså også dem, der længtes efter at få sandheden at vide. Og var der nogen grund til at tro, at menneskene i fremtiden skulle mene, at Gud var overflødig? Gud kunne ikke vide, hvordan menneskene ville reagere, hvis Ardors æterbilleder blev en realitet, han kunne ikke vide om hele verden ville blive irreligiøs, hvis Hitler sejrede, for vi har vores fri vilje.

 

IA fortsætter med at anføre, at menneskene vil fortsætte med at være bedrevidende, ”da de ikke længere får den direkte påvirkning fra de yngste.” Men hva er så årsag, og hva er virkning? Gud afbryder forbindelsen ved ikke at inkarnere de yngste, fordi menneskene vil blive ved med at være bedrevidende, men menneskene vil blive ved med at være bedrevidende, fordi de yngste ikke bliver inkarneret, d.v.s. fordi Gud har afbrudt forbindelsen. Dette er jo cirkulært! Hvis Gud ikke afbrød forbindelsen, ville menneskene ophøre med at være bedrevidende.

 

Side 3 hævder IA, at de yngstes inkarnationer stadig vil slå fejl, men hvilke holdepunkter er der for denne opfattelse? Side 95 i V.m.L. fremgår det da tværtimod, at lysere tider ville oprinde for alle de yngste efter Ardors tilbagevenden, hvorfor det ville være mer usandsynligt, at de ville falle for mørket. Og hertil kommer, at selv om IA skulle have ret, ville alle menneskenes lidelser så være at foretrække fremfor Guds skuffelse over de yngstes svigten, og ville en afbrydelse minske Guds lidelser?

 

Side 3 står der også, at det, at få Ardor tilbage til Gud, var de yngstes vigtigste opgave. Dette er oplagt forkert. Vi er alle lige for Gud, og derfor må vores sejr over mørket være lige så betydningsfuld som de ældstes. Det står da heller intet sted i V.m.L., at Gud lagde mere vægt på de ældste end på os, tværtimod står der side 14, at da Gud henvendte sig til de yngste, var det med en opfordring til at hjælpe menneskene, de ældste blev ikke nævnt.

 

Side 3: ”Hva betyder årmillioner set med evigheden som baggrund?” Denne udtalelse har til formål at bagatellisere en årmillionlang afbrydelses betydning for menneskeheden. Men en million år er lang tid for et menneske, for vi kender ikke evigheden og har derfor ikke dette sammenligningsgrundlag. Hidtil har det taget en menneskeånd 1,75-3 millioner år at sejre over mørket her nede, se V.m.L. side 303, så årmillioner er en ubegribelig lang tid. Men spørgsmålet kan vendes om: Hvad er årmillioner for Gud? Side 91 i supplement 2 står der, at begrebet tid ikke eksisterer for Gud, men er noget, han har givet til brug for de skabte vesener. Derfor er det i modstrid med V.m.L., når der i Bispebrevet står, at ”Gud ikke i længden kan udholde at følge det, der sker i den jordiske verden.” Den jordiske mørkeverden er verre for menneskene end for Gud, dels fordi vi oplever den direkte, og dels fordi lidelserne er af længere varighed for os.

 

IA citerer Bispebrevet side 20: ”Men nu kan vor Fader ikke længere udholde at være et passivt vidne til alle disse rædsler…” Citatat viser, at Bispebrevets forfatter ikke har det ringeste kendskab til Gud, for Gud er jo langt fra passiv, Han hjælper og støtter de mennesker, der lider, Han kalder på os dag og nat (se andet supplement side 123), og Han advarer os, når vi er ved at begå fejl, så det har intet med sandheden at gøre at kalde Gud for et passivt vidne til begivenhederne her på jorden.

 

”Men da Gud har begrænset sin personlighed, er der også grænser for, hva Han kan udholde af sorger, lidelser og skuffelser.” Dette er jo forkert. Gud har begrænset sin alvidenhed og almagt ved at give os den fri vilje, men Han har selvsagt ikke begrænset sin personlighed, så Han er svag og afmægtig. Blant de spørgsmål, der stilles i V.m.L. side 324, er også dette: ”Hvilken Gud er den mægtigste, den største? Her er det jo ikke meningen, at V.m.L.’s Gud skal være den mindste, den mest afmægtige, den, der ikke kan hjælpe de børn, Han selv har skabt ind i en mørkeverden.

 

”Og svigter også disse udsendinge, som Han direkte henvender sig til i de to ”åbne breve”, da har hans sorg nået sit fulde mål.” Det fremstilles her, som om bispernes svigten er en dråbe, der får sorgens bæger til at flyde over. Men er det rimeligt at pålægge dem det fulde ansvar for de tider, der kommer, d.v.s for Guds afbrydelse af forbindelsen? For at blive i billedet: er ansvaret for for, at et bæger flyder over, større hos den sidste end hos den første dråben? Naturligvis ikke, og derfor må alle, der har svigtet, bære ansvaret. Det kan ikke lægges på de ni bisper, der var så uheldige at blive født på en tid, da risikoen for, at bægeret skulle flyde over, var særlig stor.

 

2: Brevet af 10. marts 1938

 

På de tre første sider behandler IA det helt centrale spørgsmål om, hva ”al forbindelse” vil sige. Hun nævner fire forhold, men det er ganske utilstrækkeligt. ”Al forbindelse” må betyde alle de handlinger, Gud udfører i tilknytning til menneskene. Forholdet bliver herefter:

 

1)   Gud vil ikke længere lægge en plan for hver enkelt inkarnation

2)   Gud vil ikke længere give mennesket et åndelig plus i hver inkarnation

3)   Gud vil ikke længere følge os i den daglige færden

4)   Gud vil ikke længere høre på menneskenes bønner

5)   Gud vil ikke længere kalde dag og nat på menneskene

6)   Gud vil ikke længere søge at advare lederne mod at realisere Ardors

      æterbilleder

7)   Gud vil ikke længere lade de yngste inkarnere blant os

8)   Gud vil ikke længere lade de yngste undervise i sfærerne

9)   De yngste vil sikkert ikke længere være vores samvittighed

10) De yngste vil sikkert ikke længere bistå ved døden og bringe ånderne op

      i sfærerne, og der vil derfor opstå et nyt åndeproletariat.

 

 

Hvis man havde ment noget annet, burde man ikke have skrevet ”al forbindelse”, og det er en grov fordrejning eller besmykkelse af Bispebrevet, når IA vil lade bønnen fungere stadigvæk, ja endog påstår, at Gud vil kalde på de inkarnerede mennesker på en måde, som ikke tidligere har været anvendt, hvorved forbindelsen jo tværtimod styrkes.

 

IA mener at Gud ikke vil følge os i den daglige færden på jorden. Hvordan vil Gud så kunne give os en retfærdig dom, når vi efter døden skal stå til regnskab for vore handlinger? Hvad ville man mene om en jordisk dommer, der skulle dømme i en sag, hvis omstændigheder han intet kendte til, fordi de var så forfærdelige, at hans medlidende hjerte blødte, hvorfor han havde stoppet vat i ørerne?

 

IA mener videre, at Gud vil overlade os helt til os selv, indtil vi har lært at forstå, at vi ikke kan undvære Gud og Hans hjælp. Lad os sætte dette om til jordiske forhold. Menneskeånderne karakteriseres tit i V.m.L. og i IA’s breve som ”små og umyndige”, se f.eks. første brev side 1, femtesidste linie. I et brev til Ludvig Dahl af 24. april 1934 skriver fru Agerskov bl.a., at ingen menneskeånd benyttes til f. eks. at beskytte seancedeltagere, og hun sammenligner det med, at syv-otteårige børn i et jordisk samfund fik til opgave at være opdragere, lærere o.s.v.

 

Overført på det foreliggende: Hvis 7-8 års børn er uartige, forlader deres forældre dem da, og overlader de dem til sig selv indtil de har lært at forstå, at de ikke kan undvære foreldrene? Og er der nogen forældre, der afbryder al forbindelse med deres 7-8 års børn, lige efter at disse er sluppet du af ”dårlig selskab”? – Nej! Sådanne forældre ville få frataget forældremyndigheden. At påstå at Gud vil gøre det, er at undervurdere Ham på samme måde, som Forsoningslæren gør det. Gud er ikke ringere end Jesus, der i V.m.L. side 100, 3. afsnit siger, at om menneskene end vil hade og forbande ham, vil han dog ikke slippe dem. Men Fællesbrevets Gud vil ikke blot slippe menneskene, men afbryde al forbindelse, så at menneskene synker dybere i mørket, selv om de længes efter Ham.

 

Side 2 siger IA: ”Men hvor mange beder oprigtigt og på rette måde? Og hvem er det der beder således? Det er de yngste og enkelte vidt fremskredne menneskeånder.” Det er simpelthen ufattelig, at IA kan få sig til at skrive noget, der er i den grad i strid med V.m.L.! I V.m.L. side 186 forneden står der: ”Selv mennesker med primitive religiøse anskuelser(f.eks. mange guder fetishdyrkere el. lign.) beskyttes fuldstændig mod mørkets angreb, når de med barnlig tillid henvender sig til deres guddom, da Gud til alle tider hjælper enhver, der i god hensigt påkalder Ham i fuld tillid til Hans Almagt, under hvilket navn Han end påkaldes, eller under hvilke former påkaldelsen end sker.” Og side 107 siger Jesus, at Gud modtager sorgfulde tanker som en bøn om hjælp, en bøn om større styrke og kraft, selv om de kommer fra mennesker, der ikke vil bede, og som ikke tror på, at Gud er til. Dette er noget ganske andet end IA’s gud, der ikke hører på de bønner, der kommer fra de milliarder, der endnu bor i de fire første sfærer. For V.m.L.’s Gud, den eneste og sande Gud, som vi troede at vi alle var fælles om, er altså menneskenes sorg nok til, at Han hjælper. Det er bemærkelsesværdigt, at fru Agerskov i brevet af 17. marts side 1 skriver, at der er intet i hendes datters udredning, der er i modstrid med det tidligere meddelte, d.v.s i strid men V.m.L.

 

IA opstiller side 2 to muligheder, der kan komme på tale. Det er ejendommeligt, at vi skal være henvist til hendes frie gætterier om dette vigtige problem. Navnlig den anden mulighed er egnet til at overraske: Hvorfor skulle Gud vide, ”at disse (unge) mennesker… ikke kan eller ikke vil bede Ham om hjælp i lange, lange tider”? De har vel stadig deres fri vilje. Endvidere må man spørge: Hvad skulle egentlig få menneskeånderne fra de fire første sfærer til at fortsætte deres inkarnationer, når Gud i årmillioner har afbrudt forbindelsen med dem, når de vil synke ned dybere ned i mørke, synd og ugerninger, og når de efter hvert liv ikke kan forvente at få en retfærdig dom, fordi Gud ikke kender deres handlinger? Er det ikke mer rimelig at tænke sig, at også de vil blive i sfærerne, så menneskeheden vil uddø? Så vil man få den situation, som er beskrevet i spørgsmål 12 i supplement 2.

 

Sammenligningen med Guds kallen på de ældste er interessant, fordi den giver anledning til at spørge, om Gud havde afbrudt forbindelsen med de ældste, der jo var faldet langt dybere end noget menneske, og hvor grunden til en afbrydelse derfor skulle være større. Men der var ikke tale om en afbrydelse. Ikke alene kaldte Gud på dem, han fulgte også dere færden, hvilket f.eks. ses af, at han advarede dem, når de tog en farlig beslutning, se V.m.L. side 8 og side 11 (”Han så med sorg på deres færd”). Han vidste altid, hvor de var, og slap dem således ikke af syne. Der er derfor ingen som helst grund til, at Gud skulle afbryde forbindelsen med menneskeheden, der hidtil har ladet seg inkarnere under Guds ledelse og efter hans love, og som utvivlsomt hyppige har henvendt sig til Ham i bøn, end nogen af de ældste har gjort. Side 9 i V.m.L. siges det at Guds sorg var uendelig, og andre steder står der, at de ældstes lidelser langt overgår menneskenes. Når Gud allikevel fulgte de ældstes færd, hvorfor skulle han så ikke kunne udholde at følge vores?

 

Der er heller ikke tale om, at Gud skulle ønske, at de ældste faldt endnu dybere, eller, som vi har hørt det blive gjort gældende fra anden side, at det skulle følge en mørkets struktur, at de ældste ikke kunne vindes tilbage, før de var faldet så dybd ned, som de kunne komme. Gud forsøgte uafbrudt i 4 millioner år at få de yngste til at bede for de ældste. Men hvis synspunktet om mørkets struktur var rigtigt, ville man så ikke få det samme problem, når menneskene om nogle årmillioner igen var ført frem til det nuværende stade? Ville de så ikke hovmode sig igjen og atter blive umulige at hjælpe videre? Til den tid vil det måske være de netop skabte ånder, der hovmoder sig. Vil Gud så igjen afbryde forbindelsen med hele menneskeheden?

 

I øvrig blev de ældste vundet tilbage efter kun 14.000 års inkarnationer, idet de ligesom menneskene fik et åndelig plus fra Gud. Hvorfor så true menneskene med en afbrydelse, der skal vare i årmillioner?

 

Side 3 skriver IA at vi ikke har krav på at få at vide, hvilke planer Gud har med hensyn til vores udvikling. Dette synes at stemme dårlig med V.m.L.’s oplysninger side 169 om, at hvert menneske skal godkenne den plan, Gud har lagt for dets kommende inkarnation.

 

Side 3 skriver IA: ”At der i det åbne brev udelukkende er tale om en afbrydelse af forbindelsen under jordelivet, er jo givet, da det er her på jorden, at menneskene skal lære at anerkende Gud som den sande, den eneste Gud. I sfærerne derimod ved menneskeånderne god besked.” Dette er jo forkert, menneskeånderne ved aldeles ikke god besked. Således fremgår det af første supplement spørgsmål 14, at der også i sfærerne f.eks. er mange tilhængere af forsoningslæren, og at der i det hele taget er en fast basis for de fire verdensreligioner. Der er heller ikke i Bispebrevet noget som helst holdepunkt for IA’s oppfattelse, at afbrydelsen kun skal omfatte forbindelsen under jordelivet.

 

IA kan ikke se, at supplement 2, spørgsmål 72, er til hinder for, at forbindelsen bliver afbrudt. Nei, det er klart, at der ikke står, at forbindelsen vil blive bevaret, det skulle gerne sige sig selv. At Gud ikke i 1930 har taget sin beslutning, betyder ikke, at alle muligheder kan tenkes. Mulighederne begrænses til de retfærdige og etisk forsvarlige, hvorved en afbrydelse af al forbindelse udelukkes.

 

Side 4 er interessant derved, at IA her udgår fra, at Gud vil afbryde forbindelsen, hvis V.m.L. ikke bliver knæsat ”inden for en af Gud fastsat frist”. Hvor længe mon denne frist er? Den kan næppe være væsentlig længere end de to år, som bisperne fik. Nu er der gået 34 år, siden brevet kom frem, og V.m.L. er ikke slået an hverken herhjemme eller i udlandet. Fristen må sikkert være udløbet, men mon der er nogen, der tror på, at Gud faktisk har afbrudt forbindelsen? Sikkert ikke og med god grund, da der jo aldrig har været nogen realitet bag denne trussel.

 

Side 5 udtaler IA, at der ikke er nogen grund til at bekymre sig, da Gud ordner det, som det er bedst for os. At Gud ordner det på bedste måde, er heldigvis sandt, men det, Chr. Jørgensen bekymrer sig over, er jo også kun, om Bispebrevet er sandt, og en vurdering heraf, er ikke alene en ret, men en pligt; man må ikke have blind tillid til verken fru Agerskov eller nogen anden, men udelukkende stole på sin samvittighed, der står over alt andet.

 

3: Brevet af 17. marts 1938

 

Side 3 fremgår det, at fru Agerskov (i det følgende fru A) ligesom IA mener, at afbrydelsen kun gælder forbindelsen til os under jordelivet. Som påvist ovenfor er dette en besmykkelse af Bispebrevet, der ikke indeholder nogetsomhelst holdepunkt for denne antagelse, ligesom V.m.L. heller ikke hævder, at menneskeånderne ved god besked.

 

”Men hvorfor skulle Gud ikke kunne planlægge de menneskelige inkarnationer, selv om Han ikke daglig vil følge menneskene i deres hæslige, uhyggelige og forbryderiske færden på jorden?” I V.m.L. side 109 siges det, at planen for kommende jordeliv lægges i overensstemmelse med, hva der kan tilmåles hvert enkelt individ regnet efter dets tanker, handlinger og fremgang i den sidst gennemlevede inkarnation samt regnet efter det, der endnu ikke er sonet fra tidligere jordeliv. Derfor siger det sig selv, at når Gud ikke vil følge vores daglige færden, kan Han ikke vide hva vi har gjort, og hva vi har tænkt, og Han kan derfor ikke lægge nogen plan, ligesom Han ikke kan afsige en retfærdig dom. Sammenligningen med rejsen til Amerika skal derfor suppleres således: Når sønnen er vendt hjem fra Amerika, lægger hans far en ny plan for hans nye rejse dertil uden at vide, hvad han har foretaget sig derovre. Efterhånden vil det endda være sådan, at sønnen kender forholdene i Amerika bedre, end faderen gør, og det vil derfor være umulig for faderen at lægge en plan, der vil være af nogensomhelst værdi for sønnen.

 

”Men vil Gud ikke selv planlægge menneskeåndernes jordeliv, så er der jo andre, som Han i så fald kan overdrage det til, f.eks. til sine tjenere, til Kristus eller muligvis til nogle af de yngste”. Hertil er at sige: Hvorfor skulde tjenerne eller Kristus bedre kunde udholde at følge menneskene i deres færden, er de da større og mægtigere end Gud? Naturligvis ikke. Fru A begår her den meget alvorlige fejl, at hun gør Jesus til Gud! At dette er i modstrid med V.m.L, behøver vi vel ikke at påpege.

 

Side 4: Her gentages det, at alt hva der gives i V.m.L., er givet du fra den forudsætning, at V.m.L. blev anerkendt som det absolutte grundlag for menneskehedens livsførsel. Men hvor i V.m.L. står der, at det er en forudsætning for at kunne bede til Gud, at V.m.L. bliver anerkendt? Hvor står det, at noget som helst afhænger af menneskehedens tro? Skal vi ikke fastholde, at V.m.L. selv fremhæver, at Gud spørger os, om vi fuldt ud har levet i overensstemmelse med vores samvittighed og ikke interesserer sig for vores tro, at V.m.L. er en genvej, men at der stadig er mange veje, der fører til Gud, og at der ikke er en enkelt religion, der er den eneste saliggørende?

 

”Hvor kan De … synes, at det er uforståelig, at Gud for at hjælpe de nuværende bisper til at erindre deres løfte til Ham, henvendte sig til dem o.s.v.” Dette er jo forkert, selv ud fra Bispebrevet! I Fællesbrevet siges det udtrykkeligt side 5: ”I har ikke alle aflagt dette løfte,” og det siges end ikke, at de, der ikke har aflagt det, overhovedet er af de yngste.

 

At Bispebrevet er en henvendelse til bisperne, afskærer selvsagt ikke andre fra at tage stilling til det, da det jo er vores fælles fremtid, der tales om. Hvis man fortæller en person, at en anden vil komme til skade, har meddelelsen jo betydelig større interesse for denne anden.

 

Side 5: ”Den kendsgerning, at Gud søger at komme i direkte kontakt med bisperne, kan bl.a. vise os, at Gud i de mange år, der er forløbet siden 1920, har set: at tidernes uroligheder, de inkarnerede ældstes sidste forsøg på at drage mørke, synd, krig og ugerninger ind over menneskene, vil give et langt verre resultat, end Han havde tænkt sig, da bisperne i 1920 fik værket tilsendt, hvorfor Han vil gøre alt, hva Han kan, for at få V.m.L. anerkendt som rettesnor for menneskenes livsførelse, inden urolighederne breder sig over størsteparten af jorden.”

 

Lad os se lidt nærmere på denne udtalelse. Da Ardor vendte tilbage i 1912, havde han udslynget en række nye forbandelser og æteroptegnelser, men det siger sig selv, at Gud kendte dem i 1920, og siden er der ikke blevet skabt nye. De inkarnerede ældste kunne forsøge at realisere dem, men det kunne på ingen måde overraske Gud. I supplement 2, der blev udgivet kun 8 år før Fællesbrevet, er tonen en helt anden; således siges det side 54: ”Når alle de nu inkarnerede ældste gennem døden fjernes fra livet på kloden, vil menneskeheden ikke længer tynges så sterkt af mørkets påvirkning, således som det hidtil har været, og endnu er tilfældet. Men da vil menneskene – i forhold til deres ånds udvikling – modtage mindre hjælp gennem samvittigheden, end de hidtil har modtaget.” Med andre ord: I 1930 vurderer Gud situationen således, at menneskene ikke vil behøve så kraftig en samvittighed, når de ældste i løbet af 1970’erne er døde, fordi menneskene så lettere vil kunne klare sig selv og ikke behøve hjælp, idet mørkets magt vil svinde. Men 8 år efter får man at vide, at forholdene tværtimod vil blive så slemme, at man aldrig har set magen. Hva har kunnet fremkalde denne ændring, der kommer bag på Gud? Der kommer jo ikke nye æterbilleder, og Han må allerede i 1930, hvor Stalin havde magten, hvor arbejdsløsheden var på vej på grund af krakket i Wall Street i 1929, hvor Mussolini havde magten, hvor det tyske Naziparti var stærkt, og hvor Japan var i fuld gang med at planlægge invasionen i Kina, allerede i 1930 må Han have kunnet forudse, at en ny krig var en mulighed. Og hva ligner det, at bisperne får en frist på to år fra 23. februar 1938 til at gennemføre V.m.L., ”inden urolighederne breder sig over størsteparten af jorden.” Den 23. februar 1940 var verdenskrigen i fuld gang (den startede i september 1939), og besættelsen af Danmark var også planlagt. Kan nogen forestille sig, at bisperne fra 23. februar 1940 til 9. april 1940 skulle kunne samle ikke alene Danmark, men hele verden i en tro på V.m.L.? Danmark var alligevel blevet besat, og Hitler ville have sendt alle bisperne og alle andre tilhængere af V.m.L. i KZ-lejr, således som f.eks. alle Jehovas Vidner i Tyskland blev det. V.m.L.’s lykke var, at bisperne i denne alvorlige tid ikke gikk ind for den, så Hitler blev opmærksom på den. Der var jo censur i Tyskland, så det tyske folk kunne alligevel ikke få noget at vide om V.m.L.

 

Endvidere: Hvorfra skulle Gud i 1938 kunne vide, at æterbillederne ”vil give et langt verre resultat, end Han havde tænkt sig,” Gud kender jo ikke fremtiden, og rent faktisk vandt Hitler jo ikke. Men hvad ville der være sket, hvis Hitler havde vundet? Der ville komme grusomme tider, men Hitler ville dø senest her i 1970’erne, og hans efterfølgere ville være mennesker, der ikke ville kunne fastholde ondskaben i mer end et par hundrede år. Derefter ville vi få det, som vi har det nu. Se bare, hvor hurtigt efter Stalins død forholdene i Sovjet er blevet bedre. Det er derfor absurd, når Bispebrevet taler om, at forbindelsen kan blive afbrudt i årmillioner. Det er i øvrig vigtigt at fremhæve, at muligheden for en afbrydelse må vurderes etisk på samme måde som den faktiske afbrydelse: et forsøg på at slå nogen i hjel må vurderes på samme måde som det fuldbyrdede drab.

 

Side 5-6: Vi henviser til, hva vi har sagt om dette ovenfor, idet vi dog vil tilføje, at bemærkningen om, at menneskene skal indse, at ”de intet selv kan uden Gud og uden de yngstes ledelse” er udtryk for menneskeforagt. Mennesket er guddommelig og ville i kraft af lysgnisten kunne frelse sig selv også uden de yngstes bistand. Side 14 i V.m.L. siger Gud da også kun, at de yngstes inkarnationer kan afkorte vores tid på jorden, men at vi ville komme hjem til Gud under alle omstændigheder, er utvivlsomt. Hertil kommer, at menneskene skal have et barnlig, tillidsfuldt forholdt til Gud, men ikke skal komme ydmyget og logrende som en hund, sådan som fru A og Bispebrevet fremstiller det.

 

Side 7-8 siger fru A, at hvis Gud afbryder forbindelsen, vil ingen få brug for V.m.L.’s besvarelse af de videskabelige problemer. Men hvorfor skulle Gud afbryde forbindelsen, når Han i følge Bispebrevet side 21-22 ved, at der i de yngre slægtlæd findes mænd, der ”både kan og vil tage stilling til disse mange og uhyre interessante spørgsmål”? Var det ikke mer rimelig, om Han ventede resultatet af deres inkarationer op, som Han mærkeligt nok ved vil være vellykket?

 

Brevet af 26. marts 1938

 

Side 1: ”Leo (giver) ikke oftere kommentarer til noget som helst. Hans arbejde med V.m.L. er forbi!” Dette er meget viktig. Hvorfor støtter Leo ikke fru A i hendes forsvar for Bispebrevet? Fordi Bispebrevet er falskt, det stammer fra en af de ældse, og det er klart, at fru A ikke kan få hjælp fra de yngste i dette forsvar. Og den ældste, der har dikteret det, ønsker naturligvis heller ikke at hjælpe hende, da han risikerer at afsløre sig over for fru A, hvis han fastholdt brevets påstande fuldt ud. Nu forsvarer fru A og IA derimod Bispebrevet ved at afsvække dets påstande og besmykke det: ”al forbindelse” bliver til, at Gud vil hjælpe i sfærerne og endog engang imellem vil kalde på menneskene. På den måde glider kamelen ned, men det er jo ikke andet end løse påstande uden oversanselig autoritet.

 

Side 1: ”Årsag: menneskene afviser Guds gaver! Virkning: Gud må afbryde forbindelsen med dem indtil videre.” Som nævnt ovenfor side 3 i kommentaren til brevet af 3. marts 1938 er der nogen tvivl om, hva der er årsag, og hva der er virkning! Men hertil kommer:

 

1)     At menneskene ikke vil modtage Guds gaver er ikke en gyldig grund til, at Gud skulle afbryde forbindelsen. Side 325 spørges der: Hvilken Gud er den kærligste, den barmhjertigste, Ham, der kræver, at menneskene skal fremsige bønner, ofre osv, eller Han, ”der giver uden at kræve vederlag – end ikke tak.” Ifølge V.m.L. er det altså ingen betingelse for, at Gud giver gave, at de modtages! Det er derfor langt mindre en betingelse for at bevare forbindelsen med os. Det er jo også urimelig, hvis nogle forældre slår hånden af deres børn, fordi disse ikke vil modtage en gave. I det hele taget, minder denne mentalitet meget om det tyske ord: ”Und wills du nicht mein Bruder sein, so schlag’ ich dir den Schädel ein”, der i sin tid blev brugt til at karakterisere nazisterne.

 

2)     At menneskene ikke vil modtage Guds gave, d.v.s. V.m.L., er ikke det samme, som at de ikke vil have noget med Gud at gøre, men de straffes altså på grund af deres manglende tro.

 

3)     Hvem er det, der ikke vil modtage disse gaver? Det er naturligvis kun dem, der ved, at de er blevet tilbudt! Men Bispebrevets Gud siger, at hvis ikke 9 bisper vil modtage dem, så vil Han afbryde forbindelsen med hele menneskeheden, skønt kun 4 millioner ud af den gang ca. 2 milliarder kunne vide noget om V.m.L.’s eksistens. Dette er en kollektiv straf, Gud påstås nogen for, hva andre har gjort. Det siger forhåpentlig sig selv, at Gud ikke er så uretfærdig.

 

4)     Hvorfor fremsættes truslen nu, når Gud ikke kan vide, hvordan menneskene vil reagere, hvis æterbillederne realiseres?

 

Side 3: ”Denne note fremkommer med forstående billigelse fra oversanselig side.” Hvordan kan fru A vide det, når Leo ikke længere reagerer? (Noten er for øvrig ikke blevet indsat, og godt det samme.)

 

”Talrige mennesker (har) af egen fri vilje overgivet sig i de forskellige usurpatorers hænder – Stalin, Mussolini, o.s.v. Havde menneskene i de forskjellige lande straks vendt sig imod disse usurpatorer, så havde meget set annerledes ud. De er frivilligt gået ind under åget etc.” Det vil sikkert komme som en overraskelse for de fleste at høre, at russerne af egen fri vilje underkastede sig Stalin, der lod 30 millioner omkomme i fangelejre. Hvornår spurgte Stalin folket? Hvordan skulle man have vendt sig mod ham?  I stedet for at fordømme russerne og påstå, at Iwan Iwanisovitch i Vladivostok ligger, som han har redet, fordi han har afvist Guds budskap og frivillig har fulgt Stalin, burde man hellere beundre de menneskeånder, der har haft tilstrækkelig viljestyrke og tillid til Gud til, at de har påtaget sig at vandre videre mod Guds rige, selv om det skulde betyde et liv i Sovjet under Stalin. Disse menneskene har Guds hjælp behov, og der er ingen som helst grund til, at Gud skulle afbryde forbindelsen med dem.

 

Side 5: Hvorfor sker afbrydelsen ikke præcis på toårsdagen? Hvorfor står det ikke i Bispebrevet selv?

 

Side 6: Hvis de yngste skulle til at genskabe V.m.L. om årmillioner, ville menneskene være sunket så dybt ned i mørke, at ingen ville forstå budskabet. Bispebrevet taler om, at man skulle begynde helt forfra. Betyder det, at man skulle til at lære menneskene at tale, bruge ild etc., som da de yngste første gang blev inkarneret? Hvis det er rigtigt, hvilken værdi har så undervisningen i sfærerne, som fru A og IA påstår vil fortsætte? Det er klart, at fru A besmykker Bispebrevet: Hvis menneskeånderne bliver undervist i sfærerne, og hvis de får et åndelig plus før hver inkarnation, vil det være umulig at få dem ned i et sådant mørke, at man kan tale om, at Gud skulle begynde forfra. Bispebrevet går derfor du fra, at også forbindelsen med menneskeånderne i sfærerne bliver afbrudt.

 

Brevet af 5. mai 1938

 

Side 1) ”Verken i mors eller i mine breve vil De kunne finde noget som helst, der kan berettige Dem til at mene, at vi mener De skal tage fornuften fangen under troens lydighed.” – Jo, de gentagne opfordringer til Chr. Jørgensen om, at han ikke skal bekymre sig, er netop en opfordring til at tro blindt på Birpebrevet.

 

”Der har aldri været tale om ”Udlægning” eller ”fortolkning” – kun om at læse og forstå de trykte ord uden at lægge anden mening i dem end den, der står.” Det er en fejltagelse at tro, at ord har en iboende mening. Ords betydning afhænger af en sammenheng, f.eks. betyder ordet ”bakke” en landskabelig formation, en ting, man kan bruge til at servere med, og en baglæns bevegelse. En fortolkning kan ikke undgås, og vi har tit nok påpeget, hvordan IA og fru A besmykker Bispebrevet.

 

Side 2: ”Men når De åbenbart stadig – trods al hjælp fra Leos side – kommer til kort osv.” Hva er det for en hjælp, IA her hentyder til? Hun har jo selv sagt i et tidligere brev, at hun skrev brevene selv uden inspiration fra Leo, og fru A fremhævede, at Leo ikke kommenterede noget mere.

 

Selv om det er et sidespring, er det værd at notere, at fru A altid har været imod oprettelsen af Selskabet. Hvis hendes samvittighed har sagt hende, at oprettelsen var forkert, hvorfor forhindrede hun det så ikke, hvorfor var hun medlem, og hvorfor udgav hun sine skrifter gennem det? Det tyder ikke på, at hun var ufejlbarlig.

 

Brevet af 10. mai 1938

 

I dette brevet gør IA gældende, at fru A er ufejlbarlig, når hun taler ”ex cathedra”. Dette er en opsigtsvækkende påstand, og den giver os anledning til følgende kommentar:

 

For det første: Det er bemærkelsesværdig, at IA udelukkende bygger påstanden om fru A’s ufejlbarlighed over et citat af Goethe. Det siger sig selv, at dette citat har tvivlsom styrke, da Goethe ifølge fu A’s oplysninger var en af de ældste.

 

For det andet: Der findes ikke i V.m.L. noget holdepunkt for den antagelse, at fru A skulle være ufejlbarlig. Tværtimod siges det side 126 i 2. supplement, at menneskene ingensinde skal sætte fru A på en anden plads end den, på hvilken Gud har sat hende, d.v.s. som midler. Jesus havde Gud som sin samvittighed, og alligevel tog han fejl f.eks. i bedømmelsen af hor og i kravet til Josef af Arimatæa om at give alle sine rigdomme væk. Hvis man hævder, at fru A er ufejlbarlig, sætter man hende således over Jesus.

 

For det tredje: I Nogle psykiske oplevelser side 44-48 berettes om Agerskovs genvordigheder i begyndelsen, og det fortelles at da fru A med fuld viljestyrke krævede det sagte gentaget i Guds navn, kunne hun ikke længere narres af denne ånd. Der står ikke, at hun herefter ikke kunne angribes af mørket, der står kun, at denne ånds magt var brudt over for hende. IA synes at mene, at fru A lige siden stolede urokkelig på Leo, men dette er ikke sandt! I samme bog berettes det side 71-73, at Agerskovs, efter at de havde bedt for Ardor, ved en lejlighed fik et løfte fra Leo i Guds navn om at få 200 kr. På trods af, at deres inkarnation var lykkedes indtil da, og på trods af, at de længe havde haft forbindelse med Leo, og på trods af, at de havde overvundet de førnævnte onde ånd, så tvivlede de på, at de fik de 200 kr., de troede, at de igjen var ført vild. De mente altså ikke, at de var ufejlbarlige, eller at de ikke kunne narres af mørkets ånder. Det ville ikke falde os ind at bebrejde Agerskovs på nogen måde, men vi spørger: Hvis man kan tvivle, når det drejer sig om 200 kr., er der ikke så ikke større grund til at tvivle, når det er menneskehedens fremtid, der er tale om? Agerskov fortæller, at Leo sagde: ”De løfter, de af lysets ånder gives deres myndlinge i Guds navn, vil altid blive holdt” (vores fræmhevelse). Modsætningsvis kan sluttes, at de ældste også kan love noget i Guds navn, uden at løftet bliver holdt. Det er derfor heller ingen garanti for ægtheden i Bispebrevet, at der tales i Guds navn.

 

For det fjerde: Man kan spørge, hvorfor Gud ikke lod fru Agerskov dø, da hun var ved at fejle, men os bekendt står det kun i Bispebrevet, at hendes dødstidspunkt ikke var fastsat på forhånd. I øvrig henvises til 1. redegørelse, hvor vi drager en parallell til Paulus.

 

Efter denne gennemgang kan det sammenfattes, at ingen af IA’s og fru A’s argumenter for Bispebrevet holder for en nærmere prøvelse, og at de i deres argumentation besmykker Bispebrevet, at de flere ganger udtaler sig i skarp modstrid med V.m.L., hvilket ikke tyder på fru A’s ufejlbarlighed, og at fru A har godkendt IA’s første besvarelse med disses fejl, se brevet af 17. marts 1938 side 1.

 

Herefter vil vi knytte nogle yderligere kommentarer til Bispebrevet:

 

I     Bispebrevet Inneholder selvmodsigelser.

 

Første eksempel: Side 6 siges det til bisperne: ”Mener I virkelig, at vor Fader er ude af stand til at bringe de budskaber frem til menneskene, som det er Hans hensigt at give dem? … Tror I virkelig, at eders ulyst til at medtage de sandheder om det åndelige og om det jordiske liv, som Han forlængst har givet eder, vejer det ringeste mod Hans ønsker og mod Hans villie til at få disse sandheder frem til de kristne menigheder?” Men side 21 siges det at Gud ikke formår at hjælpe, før bisperne har knæsat Hans budskaber, m.a.o. bisperne har al mulig grund til at tro, at deres uvilje vejer godt til. Og grunden til at Gud må afbryde forbindelsen, er jo netop, at Han ikke kan bringe de budskaber frem til menneskene, som det er Hans hensigt at give dem.

 

Andet eksempel: Side 5 siges det, at ikke alle bisperne havde lovet Gud at være behjælpelige ved en reformation, men alligevel siges det side 23, at alle bisperne skal udrette det, som Gud har pålagt dem, og side 24 trues de med en mægtig karma, uden at der gøres forskel på dem.

 

Tredje eksempel: Hvordan kan det f.eks. side 20 nævnes, at Guds forudviden er begrænset, når det side 22 siges, at Gud ved, at yngre slægtleds mænd både kan og vil tage stilling til den videnskabelige del af V.m.L.?

 

Fjerde eksempel: Side 5 siges det, at ”Tusinder og atter tusinder af Menneskerlænges efter og søger med det dybeste savn efter en renere og klarere forståelse af vor Gud og Fader.” Hvilken logikk og konsekvens er der i at afbryde forbindelsen også med disse mennesker?

 

II     Bispebrevets sprog er plat og undertiden direkte dumt

 

Første eksempel: Hva ligner det, at en af Guds udsendinge påberåber sig en sentens, som er lavet af Satan for at forvirre begreberne? Forfatterens forklaring side 20 virker ynkelig og er et klart og påfaldende stilbrud.

 

Andet eksempel: Side 15 siges det: ”Ingen formåede at rense kristendommens Augias-stald til bunden.” Augias stald var efter gamle græske sagn en stor stald med enorme mængder gødning. At anvende denne betegnelse om kristendommen, der jo også indeholder mange smukke ting, er plat, vulgært og udtryk for et enestående åndshovmod.

 

Tredje eksempel: Side 16 for oven siges det: ”Thi Gud, der er selve kærligheden i n’te potens, vil ingensinde o.s.v.” Dette er simpelt hen vrøvl. For det første er det noget vrøvl at gange kærlighed med kærlighed, som om det var talstørrelser. For det andet er n et vilkårlig tal, og man kan indsætte hva som helst i stedet for n. Setningen kan således læses: Gud er selve kærligheden i minus 3 milliarder potens, altså noget meget småt. For det tredje er n et vilkårlig endelig tal. Det eneste, sætninegen altså ikke kan betyde, er, at Guds kærlighed er uendelig.

 

III     Bispebrevet er indholdsmæssigt i strid med V.m.L.

 

Vi har flere gange påvist, at afbrydelsen af al forbindelse med menneskeheden er etisk forkastelig, men der findes også mange ting i Bispebrevet, der måske mere håndfast er i modstrid med V.m.L.

 

Første eksempel: Vi har i første redegørelse peget på, at selve afbrydelsen er et udtryk for, at Guds tålmodighed med os er bristet, hvilket strider mod V.m.L. side 125.

 

Andet eksempel: Da ”al forbindelse” nødvendigvis må omfatte også adgangen til at bede, er Bispebrevet i strid med V.m.L., hvor det talrike steder siges, at man altid kan bede til Gud. Se f.eks. 2. supplement side 54.

 

Tredje eksempel: Side 17-18 står der, at Gud opfordrede de inkarnerede ældste til at lade sig løse fra deres jordiske legemer, men at kun få fulgte opfordringen. Dette stemmer med supplement 1, spørgsmål 7. Men herefter står der: ”De mange tusinder, der nægtede at opfylde Hans ønske, besluttede i fællig at føre o.s.v.” Dette må betyde, at alle de, der ikke ville dø, under natlige søvnfrigørelser samledes og besluttede i fællesskab at kæmpe mot lyset. Men det strider mod V.m.L. side 274, 4. afsnit, hvor det siges, at ”De fleste” lovede frivillig at underkaste sig lovene, og i kraft af sin vilje borteliminerede Gud så meget af deres åndelige mørkeomhylning, at de i lighed med menneskeånderne kun kan fjerne sig i korte afstande fra legemet.” Altså: af de mange, der ikke ville dø, valgte de fleste at indordne sig, således at de ikke kunne tage på natlige søvnfrigørelser. Derfor kan de ikke have besluttet noget i fællig.

 

Fjerde eksempel: Side 23 siges det til bisperne: ”Ja, vælg nu den rette vej! Thi har I ikke indenfor den frist, vor Fader har givet eder, udrettet det, som Han har pålagt eder … da vil Han ikke oftere kalde på det danske folk, thi da har I – folkets kirkelige repræsentanter – vist edere uværdige til Hans tillid.” I V.m.L. nævnes side 325 foroven, venstre spalte, som eksempel på folkekirkens guds uretfærdighed, at han ”udvælger ét folk fremfor alle andre og kaldet sit eget”, og heroverfor sættes V.m.L.’s Gud, der ”ikke udvælger ét folk, men siger: alle mennesker er lige for mig, alle står mit faderhjerte lige nær.” Fællesbrevets gud har altså udvalgt det danske folk til ikke mer at blive kaldt på. Og læg mærke til, at dette ikke er noget, der kan forhindres ved, at V.m.L. kommer frem ad andre veje! Da bisperne ikke indenfor den givne frist udrettede deres opgave, har Gud ikke siden den 23. februar 1940 kaldt på det danske folk!! Det er, hva Fællesbrevets tilhængere må tro på!

 

At det er i strid med V.m.L., fremgikk af citatet, og at det også er i strid med al sund fornuft, fremgår for det første af, at det danske folk jo ikke er en konstant masse. Der fødes bestandig folk, som tidligere har levet i andre egne af verden. For det andet er det noget nonsens, fordi ni bispers svigten selvsagt ikke kan pådrage andre nogen skyld. Hele Fællesbrevet er udtryk for den ældgamle djævelske tanke, at Gud straffer kollektivt. I 1600-tallet var der dødsstraff for blasfemi her i landet, fordi man mente, at Guds straf ville ramme det samfund, der ikke tilintetgjorde forbryderen. Denne tanke er ofte blevet formuleret således: Folkets gudsfrykt er en betingelse for Himlens velsignelse. Man troede med andre ord, at Gud ville straffe nogle af sine børn kollektivt for synder, som andre havde begået. Fællesbrevets gud stiller sig på linie hermed: Hvis ikke ni bisper opfyldre en pligt, vil det gå du over hele det danske folk. V.m.L. derimod retter sig til det enkelte menneske, og det enkelte menneske bliver kun draget til ansvar for sine egne fejl.

 

Femte eksempel: Side 7 siges det, at Gud har pålagt de bisper, der svigtede i 1920, en stor del af ansvaret for de grufulde begivenheder, der siden er sket. De har fået pålagt et stort ansvar for mord og grusomheder, og dette ansvar ”vil det tage dem årtusinder, ja måske årmillioner, at få bortelimineret gennem den bod, vor Fader har pålagt dem. Mange vanskelige, mange triste og tunge inkarnationer venter i fremtiden de mænd, der svigtede vor Faders tillid.” Disse yngste bliver altså draget til ansvar for forbrydelser, som de ældste har lagt planerne til, og som menneskene af egen fri vilje begår. Man kan ikke bebrejde de yngste, der af deres gode hjerte påtager sig at lide her nede, at de ikke får afværget alle forbrydelser. Derfor står der også i V.m.L. side 305: ”Kun den kærlige tak, som de efter hver endt inkarnation modtog af Gud, deres Fader, har hjulpet dem til at bære alle lidelser, sorger, skuffelser og forhånelser…” Gud takker altså de yngste for deres indsats, for deres gode vilje. Når Jesus i Forsoningslæren og Genvejen” side 34-35 taler om, at de religiøse lederes ansvar er stort, så drejer det sig om deres ansvar for at lede menneskene på et religiøst vildspor, men de har selvfølgelig ikke noget ansvar for mord og grusomheder, som andre begår, bare fordi de ikke tror på V.m.L. Det fører til åndshovmod, arroganse og intoleranse, hvis man tror, at V.m.L. er den eneste saliggørende tro; V.m.L. er en genvej, men altså én blant mange veje, der fører til Gud. Side 306-07 gælder også for os, der tror på V.m.L.

 

Sjette eksempel: Selve dette at Bispebrevet side 21 stiller en mørk fremtid i udsigt og side 22-23 gør opmærksom på, at det haster, fordi ”tiderne er onde”, og side 9 siger, at ingen ved, om disse onde tider vil nå Danmark, er i strid med V.m.L. side 237, hvor der advares mod at forudsige katastrofer, idet menneskenes tanker vil kredse om dette mørke og drage Ardors æteroptegnelser ind i den konkrete verden. Som sammenligning kan nævnes, at det i Nogle spykiske oplevelser side 80 fortælles, at fru A i mai 1914 blev bedt om at lave en kopi af det fremkomne, uden at der blev fortalt, at det var udsigten til 1. verdenskrig, der fremkaldte dette ønske. Altså ikke engang til Agerskovs ville man fortælle, at en verdenskrig muligvis var i anmarch, mens Fællesbrevet offentliggør, at menneskeheden skal synke ned i mørke, synd og ugærninger.

 

Syvende eksempel: Side 24 siges det til bisperne, inclusive dem af dem, der ikke har afgivet noget løfte om at gennemføre en reformation: ”Mener I, ud fra det bedste, det sandeste i eder, at kristendommen, som den nu er, - i ét og alt – er i overensstemmelse med med de evige sandheder, i overensstemmelse med Guds uendelige kærlighed til alle åndelige skabninger, da har vor Fader intet mer at sige eder; men da må I bære eders fulde ansvar for de tider, der kommer.” Det vil altså sige, at selv om bisperne føler, at de fuldtud handler i overensstemelse med deres samvittighed, så vil de blive draget til ansvar for millioner af menneskers død, talløse grusomheder og den ulykke for det danske folk, at Gud ikke længere vil kalde på det.

 

Side 105 i V.m.L. står der, at menneskene ikke spørges om deres tro, men om de fuldtud har levet i overensstemmelse med det, der for dem var sandhed og retfærdighed. Samvittigheden er den eneste ”facitliste”, vi har her i livet, og det gælder både menneskeånder og de yngste. Hvis man derfor føler, at man fuldtud handler i overensstemmelse med den, kan man ikke bebrejdes, at man i virkeligheden ikke gør det, for hvor skulle man vide det fra? Det, Bispebrevet siger, er derfor, at bisperne vil blive pålagt dette kæmpeansvar, fordi de ikke kan tro, og fordi de handler, som V.m.L. siger, de skal, nemlig ud fra det bedste, det sandeste i sig selv. Sandheden er jo den modsatte: Bisperne ville handle forkert, hvis de gikk imod det bedste i sig selv for at arbejde for V.m.L.

 

Ottende eksempel: Side 20 siges det: ”Men nu kan vor Fader ikke længere udholde at være et passivt vidne til alle disse rædsler…” Dette er i strid med V.m.L., for som ovenfor påvist er Gud ikke passiv.

 

Niende eksempel: Side 17 kritiseres tilhængere af Oxford-bevægelsen, fordi de i for høj grad søger råd hos Gud. Dette er en forvrængning og en forgrovelse af V.m.L.’s side 107: ”Ja, taler til Ham med fuld tillid om alt det, der volder eder sorg og bekymring! Thi han trættes ingen sinde af eders klager og besværinger, Han er stedse rede til at yde eder al den Hjælp, I have behov.” Ligeledes er det i strid med ”Forsoningslæren og Genvejen, hvor Jesus opfordrer os alle til det, som Fællesbrevet kritiserer, nemlig daglig at lade sig lede af Gud i alt, hva man foretager sig.

 

                                                   ---------------

 

V.m.L. lader side 324-25 tre spørgsmål være afgørende for vurderingen af, hvilken religion der er sand. Disse spørgsmål kan også stilles i forholdet mellem Bispebrevet og V.m.L.:

 

Hvilken Gud er den mægtigste, den største?

 

Han, der ikke længere kan udholde at følge det liv, der føres på jorden, skønt Hans selv var den første ophavsmand til det ved både at skabe de ældste og menneskeånderne; Han som derfor overvejer at afbryde al forbindelse med sine skabninger i årmillioner,

 

eller

 

Han, der med aldrig bristende tålmodighed følger og støtter alle mennesker, lige indtil den sidste har fundet hvile i Hans rige.

 

Hvilken Gud er den retfærdigste?

 

Han, som kræver blind lydighed, idet han vil lade de yngste, der ud fra det bedste i sig selv tror på den overleverede kristendom og ikke kan tro på V.m.L., lide i årmillioner, skønt de har ofret sig så meget for menneskehedens skyld. Han som vil lade hele menneskeheden, inclusive dem, som tror på Ham, og dem, som kun har levet i ganske få inkarnationer, synke ned i synd og mørke i årmillioner, fordi en halv snes danske bisper ikke havde den rette tro. Han, som mener, at det er en fordel i forsøget på at lede menneskeheden frem mod lyset, at den synker så dybt ned i mørke, synd og ugerninger, at 4 millioner års arbejde er spildt, og man kan begynne forfra. Han, som udvælger ét folk, det danske, til ikke mer at blive kaldt på,

 

eller

 

Han, som ikke spørger om tro, men om vi fuldt ud har levet efter det, der for os var sandhed og retfærdighed; som hjalp de yngste, så de kunne stride videre for lyset, og gav dem sin tak, når de vendte hjem fra deres jordeliv, en tak, der var det eneste, som fik dem til at overvinde sorgen over den modstand, de mødte på jorden. Han, som dømmer enhver individuelt efter dennes egne handlinger og ikke lader nogen lide uforskyldt på grund af andres handlinger. Han, hos hvem der kun er fremgang eller stilstand, men aldrig tilbakegang. Han, som ikke udvælger ét folk, men siger: alle mennesker er lige for mig, alle står mit faderhjerte lige nær.

 

Hvilken Gud er den kærligste, den barmhjertigste?

 

Han, der lader de syndfulde og de retlinede mennesker over en kam vansmægte i stadig større mørke i millioner af år. Der kræver, at mennesker skal føle, at de har brug for ham, at de skal bede til ham og tro på V.m.L. Han, der til trods for disse stadig større lidelser hos menneskene ikke mer lider under medfølelse, fordi han har afbrudt forbindelsen med menneskeheden. Han, der ikke længere vil høre på menneskenes bønner og klager, ikke vil søge at give dem gode impulser, ikke vil lade de yngste være deres samvittighed over for mørkets fristelser, og som ikke mer vil lade de yngste inkarnere,

 

eller

 

Han, der uafbrudt følger hvert enkelt menneske og på alle måder søger at lede menneskene bort fra mørket og synden til lys og sandhed. Han, der til alle tider har et åbent øre og et kjærligt hjerte for de dybtfølte, længselsfulde og inderlige bønner fra de angrende mennesker; der giver uden at kræve vederlag i form af bønner, tro på V.m.L., ja end ikke tak. Han, der ikke afbryder forbindelsen for derved selv at få færre lidelser, og som ikke kræver en bestemt tro, heller ikke tro på V.m.L., for at holde af sine børn.

 

 

Disse spørgsmål må besvares af hver enkelt ud fra hver enkelts samvittighed. Som ofte fremhævet bliver vi spurgt, om vi har fulgt vores samvittighed, og da nytter det ikke at søge skjul bag autoriteters ryg eller henvise til, at når fru Agerskov havde sagt det, så måtte det være sandt. Man må aldrig have større tillid til et andet menneskes dømmekraft end til sin egen samvittighed!

 

Vi tror, at fru Agerskov sørger dybt over, at hendes opgave her på jorden blev forvansket til sidste. Hun vil være meget taknemlig, hvis det lykkes V.m.L.’s tilhængere at skille klinten fra hveden, så V.m.L. kan gå sin sejrsgang over jorden og blive stående uden den forvanskning, som Bispebrevet rummer. Hvis det lykkes at afvise Bispebrevet som ondt og blasfemisk og uværdigt for sindet at lytte efter, har man derved fået et mer tolerant og forstående forhold til andre religioners tilhængere. For når det er så svært at skjelne det onde fra det gode, at også fru Agerskov kunne tage fejl, så forstår man også, hvorfor det er så svært for andre at luge ud blant deres religions vildskud.

 

Gud kunne sikkert have bragt sandheden om de religiøse forhold til menneskenes kundskab for mange hundrede tusinde år siden. Men det havde intet formål, at Gud gjorde dette arbejde, for så skulle Hans børn ikke selv overvinde det onde, så behøvde de ikke at lære at skælne mellem ondt og godt. Gud kunne have holdt sine børn langt borte fra mørkets påvirkning, men så ville de aldrig være blevet selvstændige personligheder. Derfor blev fru Agerskov ikke advaret mod Bispebrevet, og derfor er det nu vores opgave selvstændigt og på eget ansvar at tage stilling.

 

 

 

Iver Hagel-Sørensen

1972